Doktor Nikola

Guy Boothby

Doktor Nikola

I.В KAPITEL

Hvorledes jeg traf Dr. Nikola

Det var Lørdag Eftermiddag, omtrent et Kvarter over fire, hvis jeg husker rigtigt, og Maluvejen, der fører til "den boblende Kilde", det eneste Sted i Shanghai, hvor man kunde trække Vejret, var overfyldt af elegante Vogne, Ponyer, Cykler, for ikke at tale om alle Slags Jinrickshawer[1 - En Slags tohjulet Vogn, der trækkes af Kinesere.], der fulgte efter hinanden i en lang Procession ud til Kilden, medens den europæiske Del af Shanghais Beboere og et betydeligt Antal af den indfødte var draget ud for at se paa et Væddeløbsridt, der, skønt det ikke var meget pirrende, i og for sig var vigtigt, da det var den eneste Fornøjelse, Kolonien havde den Eftermiddag.

Jeg var gaaet et temmelig langt Stykke og havde saa taget en Jinrickshaw, mere af Forfængelighed, end fordi jeg havde Raad til det. For at sige Sandheden, og den kommer jo dog en Gang frem, hvor meget jeg saa prøver paa at hindre det, jeg holdt Skinnet ved lige, og skønt jeg laa tilbagelænet i mit Køretøj og røg min Cherut med fyrstelig Mine, var jeg mig dog pinlig bevidst, at naar jeg skulde betale den Køretur, saa vilde min Kasse neppe overleve Slaget.

Jeg havde været mere end almindelig uheldig siden min Ankomst til Shanghai. Jeg havde søgt alle ledige Pladser lige fra de allerfineste til Sekretærposten ved en Klub, der havde kommunistiske Tendenser og laa et eller andet Sted paa Grænsen af Kineserbyen – men stadig uden Held. Til at faa den ene havde jeg ikke tilstrækkelig Protektion, til at faa den anden manglede jeg den Evne til at indsmigre mig, der er saa væsenlig, naar man søger visse Ting.

Imidlertid formindskedes mine Udgifter ikke, og jeg indsaa snart, at hvis der ikke skete noget, og det hurtigt, saa havde jeg al mulig Udsigt til at miste alt, hvad jeg ejede, og maatte søge mit Natteleje nede ved Flodbredden, og jeg vilde komme til at figurere i den blandede Ret, som enhver Europæer med Rette frygter, fordi jeg skyldte Penge til en Jøde fra Cochinkina. Stillingen var ikke glædelig, fra hvad Side jeg nu end betragtede den, men jeg havde gennemgaaet den en hel Del Gange før og var altid kommen ud af den, om ikke med forøget Selvagtelse saa dog uden nogen meget stor personlig Forlegenhed.

Da jeg ankom til Kilden, betalte jeg min Kuli og stillede mig op der, hvor det sidste Spring skulde finde Sted. Der var et Gærde og en Grav, som var betydelig vanskelige at klare. Jeg kom lige i det yderste �jeblik, for et �jeblik efter kom Hestene farende. Nogle klarede Vanskelighederne, andre vilde ikke indlade sig paa Springet, og atter andre valgte en Middelvej, sprang op paa Gærdet, snublede og kastede deres Ryttere hovedkulds ned i Mudderet. Det var ganske vist ikke noget kønt Billede, men morsomt var det.

Da den sidste Hest var færdig, og jeg troede, at Sporten var forbi for den Dag, vilde jeg lige til at gaa min Vej, da der blev raabt Varsko, og jeg vendte mig om og saa en forsinket Rytter komme farende hen imod Gærdet. Skønt han red meget rask og bestemt og øjensynlig vilde slutte Dagen med en smuk Kraftanstrængelse, var det klart, at hans Hest ikke mente det samme, for da den var en Snes Fod fra Gærdet, sagtnede den Farten og forsøgte at staa. Resultatet var slet ikke, som den ventede. Rytteren piskede løs, Hesten besluttede at springe, sprang for sent, slog Hovedet mod Gærdet, saa den gjorde en Saltomortale, og styrtede. Rytteren faldt i Graven, som jeg straks trak ham op af. Da han kom op, saa han ikke godt ud, men det hindrede ham dog ikke i at genkende mig.

"Nu har jeg set det med, det er jo Wilfred Bruce!" udbrød han, idet han rejste sig og tørrede sig i Ansigtet med et meget smudsigt Lommetørklæde. "Det var da et heldigt Møde! Jeg skal sige Dem, jeg har tilbragt to Timer i Morges med at lede efter Dem."

"Det gГёr mig ondt, at De har haft saa megen Ulejlighed," svarede jeg. "Men sig mig, er De vis paa, at De ikke er kommen til Skade?"

"Ikke Spor," svarede han, og da han havde skrabet saa meget Mudder af som muligt,